Generelt

Generelt om fiskeri fra flydering

 

Ørred fanget fra uboat i norgeFlyderingen, belly boat, uboat, vboat, pontonbåd eller kick boat - en lille flydene enkeltmandsbåd, som lystfiskere benytter til at fiske på vande der ellers er dem utilgængelige for siv eller på grund af dybden.

Ideen om en lille oppustelig personlig båd, man kunne ligge på vandet i er langtfra ny. Faktisk har man fundet kobberrelieffer af flydebådsfiskeri der er 4300 år gamle. I 1912 annoncerede Goodyear en flydering og i 1965 var der en dansk anmeldelse af en flydering, så de har været her nogle år, men først de sidste 10-15 år har de været rigtig gode.

De første flyderinge i nyere tid var, som navnet antyder, ringe med kanvas over og hul i bunden som man kunne stikke fødderne igennem. Det var typisk store lastbil dækslanger der blev benyttet, men over tid har det udviklet sig til først små uformede både, der havde en åbning bag til, og sidenhen til de V-formede både, som er endnu nemmere at styre - sidst men ikke mindst er pontonbådene kommet, der er deciderede små både, hvor 2 pontoner giver opdrift til fartøjet.

I både flyderinge, Uboats og VBoats benyttes vaders med store svømmefinner, mens man i en pontonbåd er hævet over vandet og ror med små åre. Med lidt god vilje og lidt fantasi kan man næsten sætte en lille elektrisk motor på ponton-bådene.

Disse mikrobåde er ideelle at fiske fra, uanset om man vil fluefiske, spinnefiske, mede eller pilke. Flyderingen og fiskegrejet pakkes og så vælger man om man vil sejle 200 meter ud fra kysten og sidde der, man kan snige sig ind på gedden der gemmer sig mellem sivene og kun er tilgængelig fra søsiden, eller man kan drive roligt ned langs strømme i en større å, og nyde den intimitet og tæthed til naturen, som de små fartøjer ligger op til. Uanset hvilken type lystfiskeri man vil dyrke, opstår der pludselig flere muligheder for nye fiskepladser, og at vugge på himlen blå er i høj grad livet...

Bliver man ekstra glad for denne type fiskeri, kan man passende købe fiskegrej og indrette sit fartøj med både kopholder, stangholdere, lys eller ekkolod.